Om at falde ned af hesten (en meget lang livshistorie – eller noget i den dur)

Jeg bryder mig ikke om at skulle påtage mig en såkaldt “offermentalitet”. Det vil jeg, for så vildt muligt, forsøge at holde mig flere kilometer væk fra. Hvis jeg bliver for sølle at høre på, må du gerne lige smide en kommentar ala “for søren hvor er du sølle”. Måske lidt mere venligt. Måske ikke.

Men, som titlen antyder (er der allerede et system her?), bliver lige præcis denne post nok en anelse sølle at læse. Det må være sådan. Det er nødvendigt, for at du forstår mit udgangspunkt, for hvad der senere kommer til at stå. Bilder jeg mig selv ind…

Men here goes:

Du har nok hørt om udtrykket: “Så er det op på hesten igen”.

Det lyder så simpelt, ikke? Af et hesteforskrækket menneske at være, har jeg faktisk været igennem denne procedure en millionmilliard gange. Det har du sikkert også! Det er jo ret menneskeligt.

Jeg var et mærkeligt barn. Jeg har altid levet utroligt meget i mit eget hovede. På det boglige plan var jeg hyper-intelligent (pralrøv, pralrøv), men på det sociale plan var jeg ofte totalt uforstående. Jeg kunne sagtens interagere med mine jævnaldrende – på mine præmisser, vel at mærke. Men jeg forstod aldrig det sociale spil der kørte mellem de andre børn. Derfor holdt jeg mig konstant udenfor og blev på den måde et asocialt barn. Det skal lige siges, at jeg altså ikke er et helt ekstraordinært intelligent menneske. Jeg lærte bare enormt hurtigt i de små klasser, i folkeskolen. På nogle af fagområderne fortsatte min udvikling desværre ikke så længe. Jeg er vildt dårlig til de naturvidenskabelige fag, den dag i dag. Nå, det var et sidespor!

Jeg brugte hovedparten af min fritid på at lytte til musik og lege med de få mennesker som jeg anså for at være mine venner. Jeg var den første på min årgang, som lærte at læse og skrive. En ny verden åbnede sig for mig! Jeg begyndte at skrive alle mine tanker og følelser om til små tekster. Dette gjorde ikke min sociale isolation mindre. Mine forældre blev bekymrede for mig og forsøgte at skubbe mig ud i sociale relationer, som jeg ikke havde det godt med. De gjorde det selvfølgeligt deres bedste mening.

Da jeg var x antal år gammel, listede jeg mig en nat ind i mine forældres soveværelse og fortalte dem at jeg havde et hul i maven. Det forstod de selvfølgeligt ikke meget af. Det bebrejder jeg dem heller ikke for. Men sagen er den at jeg har levet hele mit liv med det “hul”. En slags følelse af tomhed – eller ugyldighed, som jeg har internaliseret og som er blevet en bærende del af hvem jeg er.

Jeg har aldrig passet ind i nogen kasse. End ikke dem jeg, febrilsk, har forsøgt at pakke mig selv ned i.

Jeg fik min første kæreste som 16 årig. På daværende tidspunkt troede jeg, at jeg var biseksuel. Han var helt skudt i mig og jeg blev hurtigt afhængig af ham. Jeg har tænkt meget på vores forhold efterfølgende. Jeg var aldrig forelsket i ham, på samme måde som jeg aldrig har været forelsket i nogen anden dreng/mand. Men han gav mig bekræftelse og komplimenter, som jeg havde hårdt brug for. Derfor sugede jeg det til mig og blev på den måde besat af vores forhold. Forholdet varede nogle år. I den tid mistede jeg kontakten til min familie og min vennekreds og blev udsat for fysisk og psykisk vold. Jeg mistede, med andre ord, mig selv fuldstændigt.

Jeg havde det ret skidt, efter vores forhold. På den ene side var jeg vildt stolt over at have forladt ham. På den anden side vidste jeg stadig ikke ikke længere hvem jeg var, eller hvordan jeg skulle rejse mig op igen. Jeg spiste ingenting. Jeg sov ikke.

Jeg kravlede op på hesten igen, da det gik op for mig hvordan det hele hang sammen. Det var en lang vej op, men det lykkedes. Jeg fik en dejlig (kvinde)kæreste og sprang ud som lesbisk. Langsomt begyndte jeg på helingsprocessen. Forholdet er ikke længere. Jeg fik nogle fantastiske år med hende og vi er gode venner den dag i dag. Kontakten til min familie og venner har jeg – heldigvis – fået genetableret.

Uddannelsesmæssigt har jeg været vidt omkring. Jeg vil ikke gå for meget i detaljer med det, af hensyn til min anonymitet, men jeg kan fortælle, at jeg nu er hvor jeg skal være.

Jeg er et menneske, som ofte adskiller sex og kærlighed. Nogle dage er jeg sikker på, at jeg er skide meget seksuelt frigjort, and all that jazz – andre dage er jeg vildt sørgelig og sikker på, at jeg er et dysfunktionelt menneske, som er pisse bange for ikke kan finde ud af at binde mig. Jeg forsøger at undgå, at træde nogen over tæerne. Det lykkes ikke altid. Så hader jeg mig selv et par dage – lige indtil jeg finder ud af, at jeg nok ikke er så slem alligevel. Sådan fortsætter det.

Det sidste jeg vil fortælle dig, for denne gang, er følgende:

I min familie er der både psykisk sygdom, fysisk sygdom og misbrug. Det ved jeg endnu ikke hvor meget jeg vil fortælle om. Der er også en hel masse fantastiske, dejlige, varme relationer. Det vil jeg helt sikkert komme nærmere ind på.

Wow! Det blev et langt og sølle indlæg. Jeg advarede dig. Nu kender du mig lidt og alligevel slet ikke. Det bliver helt sikker mere positivt næste gang jeg skriver. Bare for at have lidt balance i tingene – ikke?

Jeg er jo også bare et menneske.

Advertisements

Leave a Reply

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out /  Change )

Google+ photo

You are commenting using your Google+ account. Log Out /  Change )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out /  Change )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out /  Change )

Connecting to %s