Dating helvedet.

Jeg har været rundt omkring. Jeg taler ikke om at rejse. Mine udlandseventyr er meget (desværre) begrænsede.

Nej, jeg taler om mit dating-slash-nok-mere-sexliv. Hele det der dating ræs er altså ret anstrengende, hvis du spørger undertegnede. Jeg synes faktisk selv, at jeg er træls på det plan. “Det var da noget underligt noget at sige om sig selv”, tænker du nok nu. Lad mig forklare:

Dating relaterede ting jeg er god til:

1: At starte ting.

Dating relaterede ting jeg er dårlig til:

1: At fortsætte ting.

2: At slutte ting.

3: At have tjek på mine følelser og tanker omkring folk.

4: At blive forelsket.

5: At mærke hvor den anden står (den her er snart værst. Jeg ved ALDRIG hvordan modpartens eventuelle følelser for mig er og bliver derfor altid totalt chokket, når der lige pludselig sidder en kvinde og græder, fordi jeg har sagt/gjort/tænkt noget ikke-smart. “Nååeeeh, så du troede ikke, at vi skulle se andre, siger du?”)

6: Kunne godt fortsætte, men det bliver snart pinligt og klokken er 21:00 og jeg er træt. Så.

På grund af mine åbenlyse dating-skills, sker der ofte, at jeg bevæger mig videre i junglen – ud på nye eventyr. Ej nogle fine metaforer jeg har gang i her.

Det passer mig faktisk rigtigt godt, på nuværende tidspunkt i mit liv. Jeg elsker kvinder. Jeg elsker kvinder som identificerer sig selv som værende maskuline, jeg elsker kvinder som identificerer sig selv som værende feminine og jeg elsker også alle dem der er midt i mellem, eller ingen af delene. Nogle mennesker, i min omgangskreds, har tendens til at overkomplicere det. De vil gerne putte mig i en dejlig lille kasse. De har misforstået det totalt! Det bliver ikke mere simpelt end det her! Selvom jeg identificerer mig som lesbisk og på den vis tiltrækkes af folk, der identificerer sig som kvinder – er jeg altså ikke typen som ‘vælger/fravælger’ partnere ud fra deres femininitet/maskulinitet.

Men så forvirrer jeg alligevel mig selv (og sikkert også dig) her: Jeg har også oplevet at være tiltrukket af transmænd og en transkvinde – samt andre som, på anden vis falder uden for det binære kønssystem. Er det mærkeligt at jeg bliver tiltrukket af dem? NEJ, det er pisse normalt. Er det mærkeligt at jeg alligevel identificerer mig som lesbisk? Ja/nej/måske. Jeg er faktisk lidt ligeglad, på det plan.

Jeg sidder jo ikke derhjemme og tænker: “Ih, hvor er jeg lesbisk”. Men når jeg springer ud for folk, gør jeg det som lesbisk.

Så ja. Det var noget om kasser og og hvor underlige de er.

Et af mine andre kolossale dating relaterede issues er som følger:

Tyvstjålet et eller andet sted fra.

Tyvstjålet et eller andet sted fra.

True story. Jeg er en såkaldt “usynlig lesbisk”. Jeg ved ikke om det er min femininitet eller folks gaydar der er den primære årsag. Men når man nu ikke bor i København (hvilket jeg så ikke gør), er man altså ret lost.

For at binde en flot sløjfe på min selvmelidenheds update, så er jeg også så heldig, at jeg altid falder for (får pludseligt voldsomt lyst til at flå tøjet af på) kvinder, som enten er:

a) Ikke til kvinder

eller

b) I et monogamt forhold.

Som min nuværende situation. Åh ja! Der går en kvinde på min skole, som får min va-jay-jay til at lave nogle finurlige sammentrækninger. Tror det er dens måde at sige “JA TAK” på. Men ak, kære læser – hun er en mesbian.

Ja det var et ord jeg lige fandt på. Lad mig lige opdigte en definition, to go:

En mesbian er en kvinde, som du har lyst til at hoppe ned i bukserne, eller op i kjolen på – men hvis seksualitet er noget nær en statshemmelighed.

Er hun til kvinder?

Er hun ikke til kvinder?

Kunne hun måske have lyst til at knalde?

Jeg dør.

Advertisements

Some people are so shellfish! – Andre bliver bare let distraherede…

Så nu er vi forbi den store, farlige præsentations runde (monolog ville nok være mere rammende).

Lad os lige alle sammen stoppe op og tage en dyb indånding. Whew!

… Øh, blev lige distraheret i jagten på et billede, som ville peppe den her blog lidt op. Det vil sige, jeg gik i gang med det her indlæg for en halv time siden. Nå. Startede med at bede min gode ven Google om at finde nogle gode “lesbian dating memes” og sad pludseligt og skrald-grindede af følgende billede:

Shellfishpeople

Hvordan skete det lige? Er der nogen som ved det?

Jeg havde altså en masse fine intentioner angående dette indlæg. Men nu er klokken et godt stykke over midnat, hvilket giver mig den der “nu skal du altså sove” stress, selvom jeg har fri i morgen. Så det vil jeg gøre. Nyd det fesne indlæg.

Men hey, i det mindste overholdt jeg hvad jeg lovede i mit sidste indlæg.

Næste gang fortæller jeg noget om datinglivet. Det bliver ret sjovt. Sikkert også et lang indlæg. Jeg skal nok finde nogle bedre billeder, i den anledning!

Om at falde ned af hesten (en meget lang livshistorie – eller noget i den dur)

Jeg bryder mig ikke om at skulle påtage mig en såkaldt “offermentalitet”. Det vil jeg, for så vildt muligt, forsøge at holde mig flere kilometer væk fra. Hvis jeg bliver for sølle at høre på, må du gerne lige smide en kommentar ala “for søren hvor er du sølle”. Måske lidt mere venligt. Måske ikke.

Men, som titlen antyder (er der allerede et system her?), bliver lige præcis denne post nok en anelse sølle at læse. Det må være sådan. Det er nødvendigt, for at du forstår mit udgangspunkt, for hvad der senere kommer til at stå. Bilder jeg mig selv ind…

Men here goes:

Du har nok hørt om udtrykket: “Så er det op på hesten igen”.

Det lyder så simpelt, ikke? Af et hesteforskrækket menneske at være, har jeg faktisk været igennem denne procedure en millionmilliard gange. Det har du sikkert også! Det er jo ret menneskeligt.

Jeg var et mærkeligt barn. Jeg har altid levet utroligt meget i mit eget hovede. På det boglige plan var jeg hyper-intelligent (pralrøv, pralrøv), men på det sociale plan var jeg ofte totalt uforstående. Jeg kunne sagtens interagere med mine jævnaldrende – på mine præmisser, vel at mærke. Men jeg forstod aldrig det sociale spil der kørte mellem de andre børn. Derfor holdt jeg mig konstant udenfor og blev på den måde et asocialt barn. Det skal lige siges, at jeg altså ikke er et helt ekstraordinært intelligent menneske. Jeg lærte bare enormt hurtigt i de små klasser, i folkeskolen. På nogle af fagområderne fortsatte min udvikling desværre ikke så længe. Jeg er vildt dårlig til de naturvidenskabelige fag, den dag i dag. Nå, det var et sidespor!

Jeg brugte hovedparten af min fritid på at lytte til musik og lege med de få mennesker som jeg anså for at være mine venner. Jeg var den første på min årgang, som lærte at læse og skrive. En ny verden åbnede sig for mig! Jeg begyndte at skrive alle mine tanker og følelser om til små tekster. Dette gjorde ikke min sociale isolation mindre. Mine forældre blev bekymrede for mig og forsøgte at skubbe mig ud i sociale relationer, som jeg ikke havde det godt med. De gjorde det selvfølgeligt deres bedste mening.

Da jeg var x antal år gammel, listede jeg mig en nat ind i mine forældres soveværelse og fortalte dem at jeg havde et hul i maven. Det forstod de selvfølgeligt ikke meget af. Det bebrejder jeg dem heller ikke for. Men sagen er den at jeg har levet hele mit liv med det “hul”. En slags følelse af tomhed – eller ugyldighed, som jeg har internaliseret og som er blevet en bærende del af hvem jeg er.

Jeg har aldrig passet ind i nogen kasse. End ikke dem jeg, febrilsk, har forsøgt at pakke mig selv ned i.

Jeg fik min første kæreste som 16 årig. På daværende tidspunkt troede jeg, at jeg var biseksuel. Han var helt skudt i mig og jeg blev hurtigt afhængig af ham. Jeg har tænkt meget på vores forhold efterfølgende. Jeg var aldrig forelsket i ham, på samme måde som jeg aldrig har været forelsket i nogen anden dreng/mand. Men han gav mig bekræftelse og komplimenter, som jeg havde hårdt brug for. Derfor sugede jeg det til mig og blev på den måde besat af vores forhold. Forholdet varede nogle år. I den tid mistede jeg kontakten til min familie og min vennekreds og blev udsat for fysisk og psykisk vold. Jeg mistede, med andre ord, mig selv fuldstændigt.

Jeg havde det ret skidt, efter vores forhold. På den ene side var jeg vildt stolt over at have forladt ham. På den anden side vidste jeg stadig ikke ikke længere hvem jeg var, eller hvordan jeg skulle rejse mig op igen. Jeg spiste ingenting. Jeg sov ikke.

Jeg kravlede op på hesten igen, da det gik op for mig hvordan det hele hang sammen. Det var en lang vej op, men det lykkedes. Jeg fik en dejlig (kvinde)kæreste og sprang ud som lesbisk. Langsomt begyndte jeg på helingsprocessen. Forholdet er ikke længere. Jeg fik nogle fantastiske år med hende og vi er gode venner den dag i dag. Kontakten til min familie og venner har jeg – heldigvis – fået genetableret.

Uddannelsesmæssigt har jeg været vidt omkring. Jeg vil ikke gå for meget i detaljer med det, af hensyn til min anonymitet, men jeg kan fortælle, at jeg nu er hvor jeg skal være.

Jeg er et menneske, som ofte adskiller sex og kærlighed. Nogle dage er jeg sikker på, at jeg er skide meget seksuelt frigjort, and all that jazz – andre dage er jeg vildt sørgelig og sikker på, at jeg er et dysfunktionelt menneske, som er pisse bange for ikke kan finde ud af at binde mig. Jeg forsøger at undgå, at træde nogen over tæerne. Det lykkes ikke altid. Så hader jeg mig selv et par dage – lige indtil jeg finder ud af, at jeg nok ikke er så slem alligevel. Sådan fortsætter det.

Det sidste jeg vil fortælle dig, for denne gang, er følgende:

I min familie er der både psykisk sygdom, fysisk sygdom og misbrug. Det ved jeg endnu ikke hvor meget jeg vil fortælle om. Der er også en hel masse fantastiske, dejlige, varme relationer. Det vil jeg helt sikkert komme nærmere ind på.

Wow! Det blev et langt og sølle indlæg. Jeg advarede dig. Nu kender du mig lidt og alligevel slet ikke. Det bliver helt sikker mere positivt næste gang jeg skriver. Bare for at have lidt balance i tingene – ikke?

Jeg er jo også bare et menneske.

Ualmindeligt almindelig / almindeligt ualmindelig?

Hej læser.

Jeg er, som bloggens titel antyder, et menneske. Det er en dejlig titel, ikke? Den giver mig en form for anonymitet, som er vigtig for det, i kommer til at læse her. Jeg kan være hvem som helst. En du kender. En, som en du kender, kender. Måske er jeg en helt fremmed.

Nogle detaljer om min person, vil jeg dog afsløre for dig:

Jeg er en ung kvinde (uha, “ung” er lidt en svær størrelse, ikke?). Jeg er lesbisk. Jeg er en drømmer. Jeg er introvert-ish. Jeg tror ikke rigtigt på særlig-sensitivitet, men indrømmer gerne, at jeg bliver ret påvirket af verden omkring mig.

Bloggen kommer til at handle om hvordan det er, at være et menneske. Ikke bare et lesbisk-drømmende-introvert-påvirkeligt menneske, men et menneske på godt og ondt.

Du er altid velkommen til at efterlade kommentarer eller spørgsmål. Jeg er også interesseret i at høre hvordan andre mennesker oplever verden.

God læselyst.

– Mennesket.